• Zelenskyj: Ukraine skal stramme op på mobilisering

    Источник: BDK Borsnyt / 01 дек 2023 13:47:38   America/New_York

    Manglen på soldater er et problem i både Ukraine og Rusland. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger fredag aften i en videotale til ukrainerne, at det er nødvendigt med forandringer i den måde, landet mobiliserer til militæret. Han siger videre, at Ukraines militærkommando på et møde har drøftet, hvordan man kan opnå "konkrete resultater" i krigen mod Rusland i 2024. - Det handler især om mobilisering. Alle i Ukraine forstår, at der skal ske forandringer på det område, siger Zelenskyj ifølge Reuters. Han oplyser ikke umiddelbart yderligere detaljer. Tidligere fredag erkendte præsidenten i et interview med nyhedsbureauet AFP, at sommeroffensiven ikke er gået, som Ukraine havde håbet. Den ukrainske præsidents udtalelse kommer på et tidspunkt, hvor Rusland kan være ved at forberede endnu en stor mobilisering i 2024. Fredag aften har Ruslands præsident, Vladimir Putin, underskrevet et dekret om at øge antallet af russiske soldater med 15 procent. Det russiske parlament, Dumaen, har allerede banet vej for en ny mobiliseringsbølge. Det er sket med nye love, der blandt andet hæver aldersgrænsen for værnepligtige fra 27 til 30 år, skriver tidsskriftet The Economist. Også tænketanken Carnegie så i en nylig analyse mulighed for, at en mobilisering af endnu flere russere til krigen i Ukraine kan komme på tale. For et år siden indledte Rusland den største mobilisering siden Anden Verdenskrig. Det fik titusinder af unge mænd til at flygte ud af landet eller skjule sig for at undgå at blive sendt i krig. I oktober meddelte russiske myndigheder, at der indtil videre var blevet rekrutteret 385.000 russere til landets væbnede styrker i år. Vestlige efterretningstjenester mener, at Rusland oprindeligt sendte 150.000 soldater ind i Ukraine i februar 2022. Ukraines militær har lagt an til at ændre det system, der skal rekruttere flere soldater til militæret, lige siden Rusland invaderede landet i februar 2022, skriver AFP. Men systemet har været præget af korruption. Blandt andet har tusindvis af mænd i den kampdygtige alder bestukket sig ud af at blive sendt i krig. Ukraine har ellers forbudt alle mænd i alderen 18 til 60 år at forlade landet. Men mange har betalt sig til de nødvendige dokumenter, så de kan rejse ud af landet. I august fyrede Zelenskyj alle chefer for hærens regionale rekrutteringscentre på grund af de mange meldinger om korruption. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/zelenskyj-ukraine-skal-stramme-op-paa-mobilisering
Опубликовать